Når én af vore kære går bort, fyldes vi med sorg.
Det gør ondt at iste én, man havde kær,
uanset om det er en ung eller en gammel, man mister.
Og minder vælder op i én, minder om stunder og oplevelser,
man havde sammen.
Ved en begravelse siges der da som et væsentligt element farvel,
og der gives anledning til at mindes afdøde.
Desuden læses der tekster fra Bibelen, der synges salmer,
og trosbekendelsen lyder.
Alt sammen sker det for at minde os
om Guds kærlighed og trofasthed mod os,
og om hans sejr over døden ved hans søns,
Jesu Kristi opstandelse fra de døde påskemorgen.
Derfor rækkes der også ved en begravelse håbet om det liv,
der følger.
Det liv, ingen af os kender til og kan forstå er en virkelighed:
Livet hos Gud.
Men ikke desto mindre lyder et sådant glædeligt og håbefuldt
og trøsterigt budskab ved en begravelse,
for Gud har selv lovet, at enhver, som tror på ham,
ikke skal fortabes, men have evigt liv
(Johannesevangeliet 3,16).
|