Du er her: 

Fyraftensmøde i Præstegården

d. 26. september kl. 16 til 18.30 er der fyraftensmøde i Præstegården om Etiopiens Kristne

Troen, der brænder i Etiopien

Cand.theol. Christian Lund Pedersen har sammen med sin familie boet i Etiopien igennem 10 år, hvor han arbejdede med præsteuddannelse i det, som nu er verden største lutherske kirke.

Etiopien er et meget sammensat land, hvor kirken nogle steder er ældre end den danske folkekirke, mens den andre steder er helt ny. I nogle områder er de kristne i flertal, mens de andre steder er et forfulgt mindretal. Nogle kristne kører i Mercedes til gudstjeneste, mens andre knap nok har råd til deres egen mad. Nogle kristne går i jakkesæt og slips blandt storbyens højhuse, mens andre går i traditionelt skindtøj blandt deres køer på savannen. Alle brænder de imidlertid for troen på Kristus på en måde, som vi i Danmark måske kan lære noget af. Christian vil derfor ikke kun fortælle om, hvad han har lært etiopierne om teologi, men især om, hvad han har lært af dem om troen på Kristus.

Alle er meget velkomne til at være med.

Del dette: