Du er her: 

Et refleksion i anledninge af søndagen

Malene Hasberg Kjær, som snart har været vikar ved Frederikssund Kirke i 3 måneder har skrevet refleksionen. Vi har været glade for alt det Malene har lavet hos os, på trods af, at meget blev på afstand.

Kære menighed,

Sidste søndag var vi et par stykker, der sang påskesalmer fra kirketårnet. Selvom påsken på mange måder var en lang sej kamp at komme igennem, når vi ikke kunne være sammen, som vi plejer, så blev det alligevel påske. For vi mødtes der i søndags og var sammen uden egentlig at være det – men i salmesangen blev vi forenede, og så blev det alligevel påske for mig.

 

Grundtvig betegnede jo netop også salmesangen som ét af kirkens tre livstegn. I en af sine store salmer, ”Alt hvad som fuglevinger fik” (DDS 10), skriver han netop også om sangens betydning for os, når han skriver ”og friest er dit åndedrag, når dybt du drager det i sang, så højt i sky det klinger.” I sangen er vi frie og levende – og vi er sammen i fællesskab.

 

Det ville nok være en gedigen overdrivelse at sige, at vores fællesskab dannes i sangen, – det er allerede dannet som Kristi menighed, – men i salmesangen rækker vores fællesskab pludselig tilbage i tiden, og hele kristenhedens historie giver genlyd i os. Og i salmesangen føler vi faktisk det fællesskab, eller.. Jeg gør i hvert fald!

 

Grundtvig mente også, at Helligånden var tilstede i gudstjenesten, og at Gudsriget brød frem, når salmerne blev sunget – og det gjorde faktisk kirkerummet sekundært for ham. For det var netop i menighedsfællesskabet, at kirken virkelig opstod. Bygninger og døde sten var ikke vigtigt for ham. Nej, det er det levende ord, sangen og trosbekendelsen, der gør kirken til kirke.

 

Måske var det så faktisk det, jeg oplevede i søndags, da påskestemningen pludselig ramte mig. ”Kristus er opstanden”, blev der råbt fra tårnet, og pludselig lød svaret fra kirkegården, ”Ja, sandelig er han opstanden!”

 

Vi var ikke samlet til gudstjeneste, men alligevel var det da som om, at Helligånden var tilstede og gudsriget brød frem, da vi sang sammen, bad sammen og råbte ”Kristus er opstanden” sammen. Og ja, som Grundtvig også skrev – så er kirken et gammelt hus, der står omend tårnene falder. Det ser vi da nu! Og tænk engang, at noget så enkelt som at synge en salme kan få os til at føle, at vi er sammen, som vi plejer. Så glemmer vi lige et øjeblik de to meters afstand og manglen på kram. Men et fællesskab, det er vi altså stadig! Det kan ingen tage fra os.

 

Selvom vi ikke mødes og synger sammen her på første søndag efter påske, så skal det da ikke holde os tilbage fra at synge! Om det er med Phillip Faber til morgensang eller om det er nu, så lad os synge sammen hver for sig. Muligvis er det ikke helt præcis samtidig, vi synger, men måske vi alligevel kan føle fællesskabet og Helligånden i salmesangen, indtil vi igen kan synge sammen.

 

Til en højmesse i dag, ville jeg nok have valgt bl.a. de her tre salmer. Dem vil jeg synge herhjemme nu – jeg håber, I vil være med derhjemme fra J

 

Kærlig hilsen,

Malene

 

408 Nu ringer alle klokker mod sky

236 Påskeblomst, hvad vil du her

240 Dig være ære, Herre over dødens magt

 

(I kan evt. finde salmen på lyttildanskesalmer.dk og synge med på salmerne der)

Del dette: